Skole

Sorgpolitik

Haarby Skoles sorgpolitik

 


Dette er et materiale, som skal hjælpe og vejlede til at håndtere situationer, hvor personalet står overfor elever, der af en eller anden grund er ramt af sorg.
Materialet er udformet som en praktisk ”køreplan”, der kan tages frem og bruges, når et dødsfald eller andre traumatiske hændelser overgår skolens elever, personale eller pårørende.
Der er formuleret nogle kommentarer og lidt teori om sorg, krise og sorg-bearbejdning.
Materialet er beregnet på uddeling til alle ansatte på Haarby Skole, som en praktisk hjælp til at kunne håndtere en til tider svær situation.
Tag det derfor med hjem og opbevar det tilgængeligt.
Læs det igennem, så du har det i tankerne den dag du står og skal bruge det.

Sorg

Der vil i det følgende blive ridset nogle centrale begreber op, som man vil støde på, når man har at gøre med mennesker i sorg. Derefter følger en gennemgang af et naturligt kriseforløb. Det drejer sig altså om et psykologisk syn på den situation, den sørgende står i. Mange af begreberne er noget flydende, men er forhåbentlig anvendelige til at forstå et sørgende menneske.
Tabet
Det mest centrale begreb for at forstå et menneske i sorg er tabet. Det er tabet, der udløser sorgen og den traumatiske krise. Der kan være tale om tab af alt fra penge, bolig, dyr, børn, en legemsdel eller forældre, men også tab af abstrakte størrelser som anseelse, tro eller ungdom m.v. Det, der er afgørende for sorgen og krisens omfang, er graden af tilknytning til det tabte. Sorgen kan derfor udløses af meget subjektive størrelser. Tabet bør også ses som en mere abstrakt størrelse og kan uddifferentieres i krænkelser eller katastrofer, men vil som regel altid kunne forstås som et konkret tab.

Sorg
Tabet medfører altid sorg og i mange tilfælde også en traumatisk krise. Sorg kan derfor næsten altid forstås som en adskillelsesproces, i hvilken man løsriver sig fra det tabte. Man bryder de psykiske bånd, som man har etableret til de objekter, man føler sig knyttet til. Det er denne løsrivelse, som udløser de følelser, vi normalt forbinder med sorg. Den krisehjælp, vi kan give til hinanden, er derfor en hjælp til at bryde de omtalte bånd på en måde, man kan bære.

Den traumatiske krise
Det er svært at sætte en præcis definition på en traumatisk krise, men der er tale om en følelsesmæssig reaktion på et traume. Her er et traume forstået som en hændelse, der skader personen eller skader relationen til det, som mistes. Det vil f.eks. kunne være forskellige variationer af det ovennævnte tab. Ordet traume kan oversættes til (og bruges i ”medicinsk sprog” om) en læsion. I denne sammenhæng giver det mening at se det psykiske traume som en læsion både på psyken og/eller en læsion på relationen til det mistede. En sådan læsion skal heles, før man igen kan fungere korrekt.
Krisen kendetegnes ved en følelsesmæssig oversv�mmelse, der gør den kriseramte ude af stand til at fungere i hverdagen. Selve ordet krise kan oversættes til noget i retning af ”et afgørende vendepunkt”, med betydning for personens fremtidige udvikling. Derfor er håndteringen af krisen og det tilhørende sorgarbejde af stor betydning. Når et menneske har været igennem en god sorgbehandling, kan det ofte opleves som en styrkelse, at man har været ude i nogle af livets afkroge. På den måde kan en krise også virke udviklende på den sorgramte.

Et normalt kriseforløb.
Man taler om at krisen kan inddeles i forskellige faser, som dog ikke nødvendigvis er helt adskilt. Det kan være en hjælp at forstå den kriseramte ud fra et sådant skema.
Selvom vi alle er forskellige, og sorgen har forskelligt udtryk, vil der dog være et grundlæggende mønster, som er fælles for alle. Til hver af disse faser hører der forskellige opgaver, som tilsammen udgør ”sorg-arbejdet”.

1. Chokfasen
I den akutte situation ser man ofte et stadie af chok. Chokket er en forsvars-mekanisme, der gør personen følelsesløs og ude af stand til at registrere alle de følelser, der på en gang vælter ind over ham. Dette kan komme til udtryk på mange forskellige måder. I form af gråd, apati, forvirring, faren omkring eller skrigen.
På dette tidspunkt vil man opleve, at personen vil prøve at benægte traumet. Man kan med andre ord ikke erkende tabet. Der vil også kunne forekomme kriser, hvor der ikke optræder nogen choktilstand. Dette ses ofte, hvis krisen opstår så gradvist, at man langsomt vender sig til tanken om tab. F.eks. ved et langvarigt sygdomsforløb med dødelig udgang.

2. Reaktionsfasen
Dette er også en del af den akutte fase. Her oplever man ligeledes kraftige følelses-mæssige reaktioner, men man er i en mindre kaotisk tilstand. Det er her, at den smertefulde virkelighed for alvor går op for den kriseramte. Fasen er kendetegnet ved søvnforstyrrelser, manglende appetit og forskellige kropslige reaktioner. Kroppen er i et konstant forhøjet alarmberedskab, hvilket er meget belastende for organismen. Efterhånden begynder der dog en bearbejdning, så smerten kan holdes på afstand i kortere perioder.

3. Bearbejdningsfasen Her begynder man at vende sig til den nye situation, og vender sig mod fremtiden. Dette kan være op til et helt eller halvt år efter traumet. Perioder uden smerter bliver længere og længere og vil efterhånden være mere regelen end undtagelsen.
Nyorienteringsfasen Her er man nået så langt i sin krise, at man for alvor har vendt sig mod fremtiden, og man er ikke længere tynget af sorgen. Man er stadigvæk mærket, men man har gennemlevet krisen, og sorgen blokerer ikke længere for et normalt liv. Man kan godt tåle at tænke på traumet og krisen, og man har oftest fået en ny forståelse af sig selv og sin omverden.

Sorgarbejdet.
Den sørgende står overfor at gennemleve sin sorg. Det vil sige, at man skal løse sig fra de omtalte bindinger, som man har til det tabte og ”flytte dem over” på nye objekter. Dvs. skabe nye meningsfyldte relationer. Som en pendant til de fire faser i et naturligt kriseforløb, har man grundlæggende fire opgaver at løse.
Det er klart, at disse overlapper hinanden, og at der er forskel på, hvor lang tid det tager for den enkelte at klare opgaverne.

Opgave nr. 1: At erkende tabet.
Udover at man i chokfasen ikke er i stand til at opfatte tabet p.g.a. psykologiske forsvarsmekanismer, vil der ofte gå lang tid, før man har erkendt det fulde omfang og betydningen af tabet. Mister man f.eks. en forælder, mister man samtidig en opdrager, en chauffør, en lektiehjælp, en ven osv.

Opgave nr. 2: At gennemleve sorgens følelser.
I takt med at man, efter chokfasen, begynder at opfatte og erkende tabet, begynder adskillelsesprocessen. Dette medfører et væld af følelser, som oftest resulterer i gråd. I den forbindelse har gråden en vigtig, lægende funktion. De fleste mennesker er ikke fysisk i stand til at hulke ret længe ad gangen. Derefter vil man opleve en udmattelse og afslapning, som gør det muligt at slippe tilknytningen til det, som er tabt. Det er derfor vigtigt, at man som støtteperson ikke forsøger at undgå gråden ved at trøste. Man bør i stedet støtte den grædende til at græde færdig. De færre-ste mennesker er i stand til at græde hulkende i mere end 10 minutter ad gangen.
I løbet af sorgen vil man, mellem de anstrengende og fortvivlede grådperioder, opleve pauser med lettelse. Efterhånden vil disse lettelses-øjeblikke blive større, og man begynder at få fred og håb.

Opgave nr. 3: At lære nye færdigheder.
Man overser tit, at der ligger store udfordringer i at lære sig selv de praktiske funktioner, som f.eks. en afdød har haft. Man vil opleve, at hvis f.eks. en far i en familie dør, vil en anden mere eller mindre bevidst overtage hans funktioner i familien. Udover at der kan være tale om rent praktiske problemer i denne forbindelse, må man også være opmærksom på, at f.eks. en ung teenager kan opleve et alt for stort ansvar i sit forsøg på at udfylde pladsen efter en tabt forælder.
Imidlertid ligger der også her en mulighed for en kolossal personlig vækst, idet man tvinges til at søge nye muligheder.

Opgave nr. 4: At reinvestere sin energi i nye forhold.
Denne opgave knytter sig til den sidste fase, nyorienteringen. Denne fase bliver egentlig aldrig afsluttet. Man vil altid have mindet om sorgen, men man vil lære at leve med den, og etablere nye forhold til andre. Man er så at sige kommet ”op på hesten igen”. Selvom det kan være forbundet med frygt og angst, må man forsøge at genvinde tilliden til, at livet er værd at leve. Man vil ofte kunne se, at mennesker i løbet af sorg-arbejdet er kommet ud på ”den anden side” med nye og stærke relationer til familie og venner, både fordi man lærer nye færdigheder (man bruger hinanden), og fordi man investerer sin psykiske energi i nye forhold. Endvidere er man blevet mere ”klog på sig selv”, fordi man har været ude i tilværelsens afkroge.

Sorgbearbejdning
Ved samtalen med børnene er det vigtigt, at læreren/pædagogen er forberedt på, at eleverne reagerer forskelligt på begivenheden.
Der er elever, der: bliver vrede på/er aggressive overfor læreren/pædagogen græder bliver tavse føler sig indesluttede og knugede
De viser det ved deres måde at handle og reagere på, og disse reaktioner kan være vanskelige følelsesmæssigt at klare for den voksne, der står overfor de elever, som han normalt har det rart med.
Børnene har behov for at reagere – at få luft for deres følelser.
Børnene sætter sig i afdødes situation: Tænk, hvis det var mig?
Det er vigtigt at føre samtalen fordi: Den enkelte elev får hjælp til at sætte ord på de oplevelser, han/hun har haft Der tales om det, alle tænker på Eleverne får værdifuld information om hinandens tanker, følelser og reaktioner Det gør godt at høre, at der er andre, der har reageret som en selv Det er rart at finde ud af, at man har lov til at reagere på forskellige måder Læreren får et godt indtryk at, hvordan de enkelte elever har det, og kan dermed gøre det lettere at imødekomme den enkelte elevs behov
Åbningsspørgsmål: Hvor var du, da du fandt ud af, at din kammerat var død? Hvordan fik du det at vide? Hvad har du foretaget dig, siden du fik det at vide? Hvad tænker du på lige nu?
Disse spørgsmål er de centrale, for de har betydning for ”situationen”. Herefter kan man komme ind på andre tilfælde, hvor børnene/eleverne har mistet noget eller følt sorg, og hvordan vi kan hjælpe og støtte hinanden. Har du før mistet en person eller noget du holdt af? Hvordan kan vi hjælpe hinanden, når vi er kede af det? Hvad kan vi føle? Hvordan viser vi hinanden vore følelser?

Ved en elevs død 

Lige efter dødsfaldet
For-formøde
Umiddelbart efter at besked om hændelsen er modtaget, samles ledelse, den berørte klasselærer og evt. teamlærere.
De søger at få overblik over situationen, indsamler relevante informationer og diskuterer, hvordan man videre skal forholde sig.
Det må også afgøres, hvem der står som leder for indsatsen.
Formøde
Herefter indkaldes skolens personale til formøde. Indsatslederen giver de informationer, der er til rådighed, og personalegruppen tager nu stilling til: Hvilke informationer skal vi give eleverne og hvordan? Har vi brug for yderligere informationer? Hvordan planlægger vi resten af skoledagen? Hvordan skal skolen markere hændelsen? (HUSK at kontakte de pårørende for at høre deres ønsker). Hvad skal gøres i afdødes klasse? Har afdøde søskende i andre klasser? Hvordan informerer vi her? Hvad gør vi i forhold til afdødes kammerater i andre klasser (nære venner) og hele elevgruppen? Har vi brug for hjælp udefra? Hvordan informerer vi hjemmene? Hvordan planlægger vi dagen i morgen? Husk at informere personale, der ikke var til stede.
Kontakten til hjemmet Valg af kontaktperson, der sørger for at snakke med hjemmet. Det vil naturligt være klasselæreren, men kan også være skolelederen eller andre, der har en god kontakt til hjemmet. Har hjemmet ønsker til, hvad og hvor meget skolen skal informere? Hvad vil vi som skole foreslå hjemmet omkring markering af dødsfaldet? Det er godt, hvis skolen har et forslag, da det meget vel kan tænkes, at hjemmet ikke har ressourcer til den slags tanker. Kontaktpersonen informerer løbende om, hvad der sker på skolen med hensyn til reaktioner, ønsker, markeringer osv. Hvordan forholder skolen sig omkring begravelse, dødsannonce fra eleverne o.a. Er der andet skolen kan hjælpe med? Kom gerne med konkrete forslag, da det kan virke uoverskueligt for familien at formulere noget.

Grundlaget for, at en omsorgsplan kan fungere er et godt forældresamarbejde. Forældrene skal vide, at skolen har en handleplan, og at den vil bruge den. De skal vide, at kontakt fra skolen bunder i et ønske om at hjælpe og støtte bedst muligt. Dette budskab formidles bedst via skole/hjem-samtaler og på forældremøder

Markering på skolen
I klasserne Tal med familien før noget sættes i værk Klasselæreren underretter og tager sig af klassen resten af dagen Klasselæreren sørger for, så vidt muligt, at holde klassen samlet Det er en fordel at være to, når der skal informeres, trøstes og snakkes
Fælles Lav fælles samling, så alle får samme informationer Lav et ”mindebord” med billede af afdøde, lys, blomster Flaget hejses på halv Skoleleder eller lærer holder tale (se bilag 2) Der afholdes 1 minuts stilhed Syng en sang/salme En kondolence-bog lægges frem Skolen kan sende kondolence-brev
I klasserne igen Elever og lærere går i klasserne, så man får mulighed for at sørge, snakke og trøste. Det er vigtigt, at alle får sat ord på tanker og følelser. Undgå den ubehagelige situation, hvor man ikke taler om det, som alle ved Der kan pyntes med blomster og lys på afdødes plads Man kan, hvis det drejer sig om en ulykke i nærheden, besøge stedet og lægge blomster Eleverne får brev med hjem (se bilag 1) Lærerne sørger for, at ingen kommer til at gå hjem til et tomt hus.
Vær opmærksom på, at eleverne muligvis ikke overkommer at beskæftige sig med det skete en hel dag. Tilbagevenden til normal skoledag kan være på sin plads.

Forældremøde
Indkald til forældremøde så hurtigt som muligt. Måske ønsker den afdødes familie selv at deltage og informere.
Bed evt. om, at kun en af forældrene kommer, så ingen børn er alene hjemme.
Forslag til dagsorden: Orientering om det der er foregået på skolen i forbindelse med dødsfaldet. Orientering om de oplysninger, skolen har fået om dødsfaldet og begravelsen.

Hvis eleverne har mulighed for at deltage i begravelsen, så snak med forældrene om, hvor vigtigt det er, at hvert barn har en voksen at holde sig til. Skal der sendes blomster? Er der brug for at indkalde ressourcepersoner til efterbearbejdning i klassen? Hvem? Snak om børns sorgreaktioner – både på kort og lang sigt. Har skolen materialer om dette? Og så skal der ellers være tid til at summe, snakke og tænke
Begravelsen Tal med de pårørende om, hvor meget skolen ønskes at deltage ved begravelsen. Må eleverne deltage? Skal der samles ind til blomster/kranse fra elever/personale? Sender skolen en fælles krans? Gør forældrene opmærksom på, at ingen børn bør deltage i begravelsen uden at have en voksen at støtte sig til.
Opfølgning
At følge op på et dødsfald i skolesammenhæng handler om, at man synliggør den virkelighed, børnene lever i, og forsøger at støtte dem i forhold til den. De væsentligste forudsætninger for dette er, at børnene bliver mødt med åbenhed og opmærksomhed fra de voksne, der har ansvaret for deres dannelse.
Giv plads til at sørge, men også til at komme videre Lad den/de lærere, der kender eleverne bedst, komme meget i klassen de første dage. Vær helst 2 lærere med i processen. Diskuter med eleverne problematikken om død og begravelse i almindelighed – og i det konkrete tilfælde. Hjælp børnene til at have gode minder/billeder af afdøde. Lad klassen skrive en nekrolog. Den kan være til elevernes interne brug, men kan også sendes til de pårørende og evt. bruges i præstens tale. Lad børnene skrive eller tegne til afdødes familie. Vær opmærksom på ændringer i elevernes adfærd efter et stykke tid. Sorgreaktioner er forskellige. Tag jævnligt fat i hændelsen i tiden efter. Husk at informere nye lærere/elever om situationen. Følg op på hændelsen på efterfølgende forældremøder. Husk mærkedage: fødselsdag, dødsdag, jul. Besøg gravstedet. Skriv de erfaringer ned, der samles ved konkrete hændelser på skolen. Indsæt dem i dette materiale. Skab et netværk for de elever, der har mistet en kammerat. Hvordan? Hvem gør det?

Hvis eleven dør i ferien
Man må vel formode, at skolen kontaktes af familien, selvom et dødsfald sker midt i f.eks. sommerferien. Det kan dog ikke udelukkes, at de pårørende midt i sorgen glemmer at kontakte skolen før måske langt senere. I et lille samfund, som vores, kan det dog næppe undgås, at en fra personalet hører noget, men prøv for en sikkerheds skyld at få fat på skoleleder/souschef eller klasselærer og check, om beskeden er nået frem. Herefter kan fremgangsmåden være:
Leder/souschef eller klasselærer, der har fået første besked, prøver at kontakte de øvrige fra ledelsen og teamet omkring elevens klasse. Er man flere, er det nok lettere at komme gennem krisen. Gruppen samler informationer, og søger at få et overblik. Man aftaler, hvem der er kontaktperson til de pårørende. De pårørende kontaktes. Det aftales, hvilke informationer, der skal gives, og hvordan skolen kan forholde sig til dødsfaldet og begravelsen. Der foretages en rundringning til klassens elever/hjem. Der indkaldes til et møde, hvor både forældre og børn kan deltage. Indholdet på mødet kan være det samme som i forslaget under afsnittet ”Ved en elevs død” – forældremøde. Andre former for ritualer/markeringer kan gennemføres sammen med børnene – forslag i afsnittet ”markering på skolen”. Husk, at give skolens personale besked. Husk, at hjem der ikke træffes telefonisk, alligevel skal have besked. Hvis familien er bortrejst, så i form af brev, der ligger der, når de kommer hjem. Markering på skolen kan ske i form af flaghejsning på halvt. Forældregruppen opfordres til at samle børnene efter nogle dage til en form for opfølgning (se afsnittet om dette). Skolens andel af en opfølgning må vente, til eleverne mødes igen efter ferien.

Ved en elevs langvarige sygdom 


Aftal med de pårørende, hvilke informationer der skal gives, og hvordan skolen/klassen kan hjælpe. Gør opmærksom på, at manglende informationer kan skabe rygtedannelse. Giv elever og lærere grundige informationer om sygdommens art og konsekvenser. Følg op, hver gang der er nyt. Giv eleverne gode muligheder for at snakke åbent om deres følelser i forhold til det konkrete tilfælde og sygdom i almindelighed. Sørg for, at den syge ikke føler sig glemt. Lav evt. en ”kontakt-plan”, så brevstrøm og besøg bliver fordelt og ikke kommer i klumper med 2 måneders mellemrum. Prøv at skabe konkrete situationer, hvor børnene føler, at de er med til at opmuntre/støtte den syge (f.eks. sende breve, tegninger, bånd, e-mails, videoklip, arrangere besøg). Kontakten er vigtig, men find/aftal et acceptabelt niveau for den.

Når en elev mister en af sine nærmeste
En af de nærmeste vil oftest være forældreperson eller søster/bror, men hos nogle elever vil der også være et meget tæt forhold til andre medlemmer af familien, hvorfor dødsfald i denne del af familien også kan udløse sorgreaktioner. Dette kan også være gældende ved tab af kæledyr.
Lige efter dødsfaldet Skoleleder eller klasselærer indkalder de tilknyttede lærere og pædagoger. Der gives fælles informationer. Fælles overblik – hvem er berørt/hvem vil blive berørt. Fælles stillingtagen til, hvordan skolen videre skal forholde sig. Kontakt familien angående deres ønsker om, hvordan skolen skal forholde sig. Skolens øvrige personale informeres. Flaget hejses på halv. Klasselæreren tager sig af klassen i de første lektioner og giver dem beskeden. Lav en orienterende besked til klassens forældre om dødsfaldet, hvori også børns mulige sorgreaktioner er nævnt. Klassen skal have mulighed for at fortælle om egne sorgoplevelser før og nu. Aftal, hvordan vi her i klassen vil markere/tackle det skete. Send en tilkendegivelse til hjemmet (blomst, brev, evt. besøg). Fortæl eleverne om begravelse/bisættelse. Deltag evt. i begravelsen. Besøg evt. gravstedet nogle dage efter begravelsen. Informer nye lærere om hændelsen. Kontakt familien efter begravelsen. Har eleven brug for skolepsykolog/anden krisehjælp? Opfølgning med eleven i tiden efter. Opfølgning med klassen i tiden efter.

Ved dødsfald blandt personalet
Lige efter dødsfaldet
For-formøde
Umiddelbart efter at besked om hændelsen er modtaget, samles ledelse og team-kolleger. De søger at få overblik over situationen, indsamler relevante informationer og diskuterer, hvordan man videre forholder sig.
Det må også afgøres, hvem der står som leder for indsatsen.
Formøde
Herefter indkaldes skolens personale til formøde. Indsatslederen giver de informationer, der er til rådighed, og personalegruppen tager nu stilling til: Hvilke informationer har vi at give? Skal vi bruge yderligere informationer, og hvor får vi fat i dem? Hvilke ressource-personer ønsker vi evt. at kontakte? Hvordan skal skolen markere hændelsen? (HUSK at kontakte de pårørende for at høre deres ønsker). Hvordan informeres eleverne ? (Fælles/klassevis?). Hvem tager sig af de berørte klasser? Hvordan planlægger vi resten af skoledagen? Hvordan planlægger vi dagen i morgen? Hvilke forhold skal overvejes i forhold til kontakten med de pårørende? Hvad gør vi vedrørende informationer til hjemmene? Afholdelse af klassemøder, hvor eleverne har mulighed for at tale sammen, udveksle følelser og give omsorg. Husk at informere det personale, der ikke var tilstede.
Kontakten med pårørende Valg af kontaktperson til kollegaens pårørende. Hvad ønsker de pårørende, at skolen/eleverne skal have at vide? Hvad ønsker de pårørende, at skolen skal foretage sig i forbindelse med ritualer, fællesarrangementer, begravelse?
Markering på skolen
Ritualer styrker fællesskabet, og de sørgende får via ritualet en følelse af en fælles mening. Et ritual kan hjælpe til, at de sørgende, uden at sætte ord på, alligevel lader følelser komme ud.
Tal med familien før noget sættes i værk. Klasserne samles med klasselærerne, der giver den første orientering. Alle samles herefter til fællessamling, så alle får samme informationer.

Flaget hejses på halv. Skoleleder eller lærer holder tale (se bilag 2) Der afholdes 1 minuts stilhed Syng en sang/salme En kondolence-bog lægges frem Skolen kan sende kondolence-brev til de pårørende. Eleverne og lærerne går i klasserne, så der bliver mulighed for at sørge og snakke. Send brev med eleverne hjem. Her redegøres for situationen og informeres også om forventlige reaktioner hos børnene. Se bilag 1. Skolen deltager i begravelsen. Besøg kan evt. aflægges på det sted, hvor ulykken skete. Åbenhed for forslag fra eleverne eller andres ”spontan”-ritualer.
Vær opmærksom på, at eleverne muligvis ikke overkommer at beskæftige sig med det skete en hel dag. Tilbagevenden til normal skoledag kan være på sin plads.
Ingen må gå hjem til et tomt hus !!
Begravelsen Tal med de pårørende om, hvor meget skolen ønskes at deltage ved begravelsen. Må eleverne deltage? Skal der samles ind til blomster/krans fra eleverne? Skal der samles ind til blomster/krans fra personalet? Sender skolen en fælles krans?
Opfølgning Giv plads til at sørge, men også til at komme videre Lad den/de lærere, der kender kollegaens elever bedst, komme meget i klassen de første dage. Vær helst 2 lærere med i processen. Diskuter med eleverne problematikken om død og begravelse i almindelighed – og i det konkrete tilfælde. Lad klassen skrive en nekrolog. Den kan være til elevernes interne brug, men kan også sendes til de pårørende og evt. bruges i præstens tale. Lad børnene skrive eller tegne til afdødes familie. Vær opmærksom på ændringer i elevernes adfærd efter et stykke tid. Sorgreaktioner er forskellige. Tag jævnligt fat i hændelsen i tiden efter. Husk at informere nye lærere/elever om situationen. Følg op på hændelsen på efterfølgende forældremøder. Husk mærkedage: fødselsdag, dødsdag, jul. Besøg gravstedet. Skriv de erfaringer ned, der samles ved konkrete hændelser på skolen. Indsæt dem i dette materiale.

Hvis medarbejderen dør i ferien
Leder/souschef fordeler mellem sig de ansatte, der skal ringes til. Man kan bede flere om hjælp ved rundringning, bare man er enige om de informationer, der skal gives. Opfordring til at mødes til yderligere informationer dagen efter. Aftal, hvem der er kontaktperson til de pårørende. Aftal med de pårørende, hvad skolen kan hjælpe med. Udsend brev, hvori der indkaldes til forældremøder for involverede klasser? Aftal med de pårørende angående skolens deltagelse i begravelsen. Sørg for det fornødne omkring begravelse (repræsentation, blomster, kondolence-kort etc.).


Ved langvarig sygdom blandt personalet
Aftal med den sygdomsramte eller de pårørende, hvilke informationer der skal gives. Husk at lukkethed giver mulighed for rygtedannelse. Tal med eleverne om sygdommens art og konsekvenser. Aftal evt. med kollegaen selv eller de pårørende, i hvilket omfang kontakten skal afholdes. Kontakten er vigtig, men find et acceptabelt niveau for den. Hold kontakten gennem breve, telefon, e-mail, besøg. Lad eleverne sende en delegation – ikke en hel klasse.

Kollegahjælp
Den/de lærere, der har været tættest på et dødsfald i skolen, har brug for hjælp og støtte fra kollegerne. Etabler en støttegruppe, der støtter den/de involverede uden at de først skal bede om det. Bestræb dig på at lytte uden at give for mange ”gode råd” for på den måde at få din kollega til at håndtere situationen på sin egen måde. Tilbyd, af dig selv, hjælp, så kollegaen ikke nødvendigvis selv skal bede om den. Tal med din kollega, hvis han/hun enten synes at involvere sig for meget eller for lidt i håndteringen af situationen.
Egen-omsorg
God egen-omsorg indebærer, at du som hjælper erkender og accepterer, at du selv reagerer. Gå ikke hjem, før du har talt med nogen om dagens forløb. Undersøg mulighederne for at få supervision til lærere, evt. hos PPR. Kontakt evt. Danmarks Lærerforening for krisehjælp.

Bilag 1

Klassen har i dag fået den sørgelige meddelelse, at xx er død.

Det skete i går …dag på grund af ……… Vi har brugt megen tid på at tale om det, der er sket, og vil også gøre det i tiden fremover.

Vi ved endnu ikke, hvornår begravelsen skal finde sted, men vi vil samle ind til en buket (ca. …… kr pr. elev). Der er også en del fra klassen, der gerne vil med til begravelsen. Det er en god idé at få lejlighed til at sige farvel på denne måde.
Vi vil tale nærmere om dette og andre spørgsmål på et møde i morgen aften kl. 20.00 her på skolen. I opfordres derfor til at møde op i det omfang, det kan lade sig gøre med dette korte varsel.

Når en person dør, kan et barn være påvirket i længere tid herefter. Børn reagerer på forskellig måde efter et dødsfald. F.eks. vil nogle børn ikke snakke om dødsfaldet, men lader som om intet er hændt. Nogle børn græder meget – er rastløse og urolige, andre har svært ved at koncentrere sig, og andre igen får f.eks. ondt i maven eller i hovedet.
Vi må derfor i fællesskab være opmærksomme på at lytte til børnenes signaler.

Kontakt mig venligst, så jeg ved om I kommer.

Med venlig hilsen
Klasselærer tlf.nr.:

Bilag 2

Forslag til dagsorden til forældremøde

Mødet indkaldes så kort tid efter den indtrufne begivenhed som muligt. Helst allerede dagen efter!
Det ramte barns familie bør gives mulighed for at deltage og eventuelt selv informere de øvrige forældre, hvis de ønsker det

Dagsorden:
1. Orientering om det, som er foregået på skolen og i klassen i forbindelse med dødsfaldet.
2. Orientering om de oplysninger, skolen har fået om dødsfaldet og begravelsen.
3. Giv besked om, hvorvidt det er muligt for eleverne at deltage i begravelsen. Såfremt der er denne mulighed, er det vigtigt at understrege nødvendigheden af, at hver elev har en voksen at holde sig til. Find på mødet ud af, hvem der følger hver enkelt elev til begravelsen. Hvis en elev ikke skal deltage, skal skolen informeres om dette. Der kan organiseres en blomsterhilsen fra eleverne.
4. Fortæl hvilke ressource-personer, der har været/tænkes inddraget. F.eks. præsten i forbindelse med begravelsen.
5. Gennemgå sorgreaktioner hos børn på både kort og lang sigt. Uddel materiale om emnet og eventuelt også om, hvordan man kan tale med børnene om disse ting. Materialet kan være indarbejdet i Om Sorgs-planen. De kan udarbejdes på forhånd, f.eks. på baggrund af Om Sorg-materialerne: ”Når nogen man elsker dør” og ”Når bånd brister”.

 


Aktuelle telefonnumre (2016):

Skoleinspektør 64 73 30 32 - Niels Christiansen
Skole 64 73 12 86
SFO 64 73 12 77
Kommunen 64 74 74 74
Sundhedsplejerske 64 74 67 02 - Jette Roelsgaard
Lægevagt 70 11 07 07
Lokal læge 64 73 16 16 (Kun hvis det er barnets læge)
- Haarby-lægerne
Sygehus/Skadestue 66 11 33 33 (OUH)
Alarmcentralen 112
Gift-information
Skolepsykolog 64 74 67 74 (PPR) 
Falck i Glamsbjerg 70 10 20 30


Bøger om døden.
Nedenfor en liste over bøger om død og savn.
Alle bøger findes på skolebiblioteket.
Bøgerne henvender sig til elever i 1.-7. klasse (evt. oplæsning).
Listen er lavet 01.01.2003.
Stark, Ulf Den sorte violin
Alex, Marlee Bedstefar og mig lærer om døden
Fox, Paula Vestenvinden
Holm, Annika Hvor kunne hun
Larsen, Jens Peter Olines sang
Lian, Torun Maria langt borte
Lindgren, Astrid Brødrene Løvehjerte
Mayfield, Sue Flyve som en ørn
Nørgaard, Henny Med Christian til begravelse
Park, Barbara Bare 2 cm flamingo
Smith, Doris Husker du smagen af brombær
Talvik, Liina Duften af vanilje
Viermyr, Marian Hjerte rimer på smerte
Åkerblom, Gull Engel i sneen
Olesen, Peter m.fl. Børn om mors og fars død
Fløe, Jeanne Farvel Mormor
Stalfelt, Perni Hvad er døden
Velthuijs, Max Liv og død
Gade, Marianne Farvel mor
Jørgensen, Hanne Min far er en engel
Lilmoes, Anne Anne og engel (klassesæt i kommunen)
Aakeson, Kim Drengen der lå i sin seng, mens hans
far og damefrisøren så på (bi)